Overvejelser når vi spiller V75

Overvejelser når vi spiller V75

V4, V5, V64, V65, V75, V86.

Der er mange V-spil.  Nogle gange med jackpot – andre uden. Nogle (V65 og V64) spil kan man gange hovedgevinsten op mod at fraskrive sig muligheden for følgegevinster. I V75 er man tvunget med i spillet om 5 rigtige.

De forskellige systemer kræver forskellig taktik. I V75 som i eftermiddag og i V86 om onsdagen, når der ikke er jackpot, skræddersyr Jens Glud Hansen typisk Jackpot Clubs systemer, så der er mulighed for at ramme hele kassen. Vi fraskriver os altså samtidig muligheden for en mindre gevinst.

Bagtanken er blandt andet at undgå, at en del af indsatsen i realiteten hældes ud af vinduet, hvis der ikke er gevinst for 5 og/eller 6 rigtige. Hvis man spiller et V75-system med mulighed for at ramme gevinster under 5.000 kroner, så vil en del af rækkerne ramme 5 eller 6 rigtige, som går under minimumsgrænsen og dermed ikke kan give penge. En procentdel af indsatsen vil altså være tabt på forhånd.

Grafikken til denne artikel er den procentvise fordeling af Jackpot Clubs system i onsdags i V86. 11,2 procent af rækkerne kunne altså give hele kassen. Og lidt under 80 procent (28,6 + 37,4 + 11,2) af rækkerne var med i kampen om gevinster over en million kroner.

Når man spiller på den måde, vil det selvsagt betyde, at man ikke rammer så tit. Men når man så endelig rammer… Vi prøver igen kl. 14.30 i dag, hvor danske Staro McMillan og Steen Juul er med Svensk Travkriterium, der er næstsidste afdeling af V75-spillet.

Fernando Web med humøret i top

Fernando Web med humøret i top

Efter en løbspause på næsten to måneder er Fernando Web tilbage i eftermiddag efter overstået sygdom. Trods sin pause undgår femåringen ikke at være blandt favoritterne i V5-3 i Billund.

“På Jägersro var der ikke mere luft i ballonen. Han hostede på vejen hjem og stod med en slem omgang bronkitis, som vi behandlede for. De seneste uger har vi kørt ham i skoven, og han har gået to reelle arbejder. Han er fin i puls og humøret er på 100 procent. Om han lige mangler en udblæsning er altid svært at vide, men han bevæger sig meget til dagligt, så jeg tror ikke, han har tabt formen,” siger ejer og træner Lena Bruun.

Bronkitis var også problemet i vinter, hvor Fernando Web var væk i et halvt år, og Lena Bruun med egne ord “nærmest havde opgivet ham.” Men i dag får han nogle mælkesyrebaktierier, der virker til at have styrket immunforsvaret.

“Han er en speciel hest på den måde, at han altid bruger sig selv hårdt og giver sig 100 procent både i løb og til træning. Han har et utroligt væddeløbshoved, ” siger Lena Bruun, der iøvrigt har et føl gående efter Fernando Web og en svensk hoppe på gården i Karup J ved Skive .

(Fernando Web og Kasper Foget/KM Foto)

“Galoppen var min egen skyld”

“Galoppen var min egen skyld”

Efter en resultatmæssig flot sommer blev det til galop for Bombay Laser i den seneste Nykøbing-start. Men det var ikke hestens skyld, mener Lasse Salee.

“Galoppen var min egen skyld. Jeg fik vist sendt nogle signaler til hende, som hun ikke kunne magte. Men hun træner stadig fint og er nyskoet til i dag, hvilket vil være en fordel. Jan (Kramer, red.) er en bedre kusk end jeg, så jeg håber da, at det kan gøre forskellen,” siger Lasse Salee, der selv kører 2 Vellegrino S i samme løb – sidste afdeling af V4-spillet.

“Vellegrino S virker frisk i træningen. Min plan er at søge ryggen på Bombay Laser, og så tror jeg faktisk, at det er en ligeså god chance som Bomay,” siger han.

Jan Kramer er behersket optimist efter Bombay Lasers seneste præstation.

“Det så ikke for godt ud senest, men er hun som ved sejrene, så er det en vinderchance. Så kører jeg til fra start uden at vente på nogen,” siger Jan Kramer.

(Foto: Danny Stensbæk)

Vender lykken for Cutty Sark?

Vender lykken for Cutty Sark?

En af sæsonens mest uheldige heste må være Cutty Sark. Efter gode indsatser og resultater i starten af sæsonen – først på Jägersro fra dødens og siden i Billund på Sprintermester-dagen, har det mest været stolpe ud for den Rene Jonassen-trænede hest.

I Derby-weekenden hidsede den sig op efter en omstart og galopperede i gyldig start. Siden snublede den og galopperede sig væk og senest blev den diskvalificeret fra en ellers flot sejr på grund af trængning.

I dag kan vendepunktet komme i V4-2 i Nykøbing F.

“Der har været meget grus i maskineriet. Men han virker stadig frisk og stærk i træningen, og jeg tror lidt på ham hver gang,” siger Rene Jonassen.

Cutty Sark har trukket spor 10 med 4 Believe In Fate, 5 Vidar og 7 Fernando L som de formodet værste konkurrenter.

“Han kan godt have tendens til at hænge lidt i svingene, men hvis han klarer de flade sving i Nykøbing og går fejlfrit, må han være en kæmpe vinderchance,” siger Rene Jonassen.

Cutty Sark går med samme udstyr som sædvanligt, hvilket er fire lette sko og lukket hovedlag.

Af sine andre køreture tilskriver Rene Jonassen en stor vinderchance til 1 Diadem i 5. løb efter en stærk indsats fra dødens senest.

(Foto: Martin Timm Holmstav/MTH Design)

V86: Tre luringer

V86: Tre luringer

Jens Glud Hansen har tjekket løbene igennem til aftenens V86 fra Solvalla/Åby og fundet tre emner med potentiale til at tynde godt ud i bonerne. På nuværende tidspunkt kl. 18.30 er de tre heste afkrydset på henholdsvis 2, 2 og 9 procent.
V86-4: 11 Pomeroll Am/Kenneth Haugstad er bedre end resultaterne, gik godt senest fra dødens og burde være afkrydset på langt mere end de 2 procent.
V86-5: 2 Beaks Manello/Henrik Rudkvist går barfodet “rundtom.” Da den senest gik uden bagsko havde den ifølge ATG’s closeup “svårt följa 100 kv,” men det er der ikke noget, at sige til. Den var tredje bag kanonhestene Inti Boko og Fanny Cheval. 2,2 procent på Beaks Manello er alt for lavt.
V86-8: 1 Ensemble Am/Erik Adielsson holder fantastisk form, men har endnu ikke fået uddeling resultatmæssigt.